Præparatet består af en fosterknogle, hvis diafyse er forbenet, mens epifysen endnu ikke indeholder noget ossifikationscenter.
Diafysens perichondralt dannede knoglevæv er beklædt med periost - dog ikke på ledfladen.
Ved periosten ses en række osteoblaster på ydersiden af knoglevævet.
I forbeningszonen ses de forskellige zoner (reservebrusk, proliferation, hypertrofi, bruskforkalkning, bruskfjernelse og knogledeponering).
I marvhulen ses primære knogletrabekler med osteoblaster på overfladen. Trabeklernes kerne af forkalket bruskmatrix er blålig, mens det nydannede, perifere knoglevæv er orange. I knoglevævet findes osteoblaster (excentrisk kerne, basofilt, blåligt cytoplasma) og osteoklaster (flere kerner, eosinofilt, rødligt cytoplasma).